Hybridbyggeri
Hybridbyggeri består af en kombination af forskellige materialer. Der er ikke et bestemt materiale, som er den bedste løsning til alle projekter. I Bygkontrol tager vi udgangspunkt i det løsningen skal kunne, og hvordan forholdene er i det givne projekt. Materialer har forskellige egenskaber, og hver især har sine fordele og ulemper. Vi kombinerer materialerne og skaber dermed hybrider, der bringer de forskellige materialers gode egenskaber i spil og udnytter materialernes særegne fordele bedst muligt.
Træ
Træ er godt for klimaet, da det absorberer CO2 mens det vokser og efterfølgende lagres CO2’en i træet. Træ er en fornybar ressource og så længe der plantes flere træer, end vi forbruger, er det fordelagtigt at øge mængden af træ som materiale i byggeriet. Udover træs klimamæssige fordele, er det et let materiale. Letheden gør det nemt at håndtere og med moderne forarbejdede træprodukter kan man bygge meget præcist. Til det færdige byggeri bidrager træ med et førsteklasses indeklima, og det giver uforlignelige betingelser for gode akustiske forhold.
Beton
Beton kan skabe en stabil kerne, som gør det muligt at bygge højere, end hvis træ står alene. Beton kan også gøre det muligt at overholde brandkrav, når et byggeri når op i højden. Beton kan også være en god løsning til at hindre overførslen af lyd imellem etagerne. Derudover bidrager beton med en høj termisk masse som kan være med til at holde temperaturen stabil hele døgnet.
Stål
Når der bruges stål i trækonstruktioner kan materialeforbruget reduceres. De lette elementer øger hastigheden der kan bygges i, og præfabrikerede elementer gør det muligt at designe og bygge elementerne med en stor præcision. Det giver fordele i forhold til logistikken på byggepladsen og skaber gode vilkår for en effektiv transport, da der kan være flere elementer på hver enkelt lastbil. Kombinationen af stål og træ skaber de gode betingelser for et åbent byggesystem der giver stor fleksibilitet ved ombygning og skaber de bedst mulige forhold for fremtidig demontering og genbrug af byggematerialer.